FORDI DET ER VILDT SJOVT
I 2. Højbjerg er vi ca. 25 spejdere fra 12 til 16 år og 3 tropsledere. Vi mødes om mandagen og har det vildt sjovt. I troppen har begynder vi at sætte rigtig meget fokus på, hvad det vil sige at være storspejder. Det betyder, at man i løbet af de fire år, meget gerne skulle blive mere selvsikker, selvstændig og turde at springe ud i ting, som man måske før syntes var super skræmmende.
Vi arbejder med at spejderne selv planlægger mange møder og ture, de afholder dem uden at vi ledere egentlig griber ind og tager styringen, men selvom der er meget arbejde med "storspejder-ting", så genopfrisker / lærer vi også alle de basale spejderfærdigheder som besnøringer, knob, navigation osv. I løbet af de fire år er der en masse sprøde kurser, som virkelig pepper livet som spejder op, giver oplevelser for livet og nogle redskaber man ikke får andre steder fra.
Spejder er en interesse, som er rigtig svær at forklare andre, som ikke har prøvet det før, men 4 spejdere har prøvet at sætte ord på, hvorfor netop de er spejdere:
Sidsel (Patruljeassistent): Jeg synes det er vildt nice, at vi får lov til at lave så meget selv. Da man var mindre tog man bare på en lejr, hvor alt ligesom var planlagt, og så var der måske noget af det, som man ikke synes var særlig fedt. Nu får vi selv lov til at planlægge weekendture og møder, så der kan vi bare lave alt det, vi synes er sjovt. PLan var også vildt fedt, der fik jeg en masse vildt gode venner!
Magnus (Patruljeleder): Det er vildt fedt at være spejder i troppen, for vi får lov til at lave en hel masse skøre ting. Samtidig får vi også rigtig meget ansvar, og selvom det måske kun er for ét møde af gangen, så er det stadig os der står med det hele. Personligt er jeg blevet meget bedre til at samarbejde og snakke med andre. Selvom vi måske indimellem laver nogle ting, som er lidt kedelige, så laver mange ting, som er vildt sjove, og også lidt skøre.
Ella (Patruljemedlem): Jeg synes virkelig det er rart at have et sted, hvor man kan få lov at være barn igen. Der er så meget teenage-drama i hverdagen, så det at komme herned og få lov at give lidt slip og bare være, det er vildt rart. Det giver en slags overskud til resten af hverdagen. Jeg kan få lov til at være mig selv, sammen med en masse andre børn, som kommer her frivilligt, det kan jeg godt lide.
Aksel (Patruljemedlem): Jeg kan godt lide det, fordi jeg ikke altid ved, hvad det er vi skal lave. Jeg går også til fodbold, men det er meget det samme, det er det ikke til spejder. Vi har også et ret godt fællesskab, og så må vi bestemme ret mange ting selv. Da vi var junior var det mest lederne der bestemte, og så skulle vi gøre, som de sagde, her er det mere PL og PA, og de er jo lige så gamle som os andre.
I troppen har vi nogle virkelig seje og dygtige patruljeledere, som for det meste af tiden står for at planlægge, udføre og ikke mindst evaluere spejdermøderne sammen med deres patruljer. Det vil sige, at troppens tropsledere faktisk står tilbage med nydelsen af unge mennesker, der tager ansvar for hinanden, giver plads til alle og ikke mindst tager en udfordring i stiv arm.
Ansvar, medbestemmelse, fællesskab, tillid, tossede ideer, plads til alle, udfordringer – ja, det er jo bare nogle af de værdier, vi i troppen prioriterer rigtig højt.
Hvis ordene ”trop”, ”patruljer” og ”rafter” er lidt forvirrende, og du gerne vil vide mere, så kom og se hvad vi laver - her er også plads til dig!